Menu

Medlemskab af Jyllinge FC - Mere end bare fodbold

Tak fordi du valgte Jyllinge FC. 

Et fodboldhold består af forskellige typer børn. En som minder om en Peter Plys – rar og selvoptaget, en nervøs og hjælpsom ”Grisling”, det langsommelige og melankolske Æsel, det modige og praktiske Tigerdyr, den langsomt opfattende og learning by doing ”Ninka” og den kloge Ugle med overblikket. 

Med andre ord deltager dit barn på et hold med spillere, der hver især har deres helt egne kendetegn, forudsætninger og baggrund. Derfor er det vigtigt, at dit barn og de voksne omkring holdet kan rumme eller vil lære at rumme hinandens forskelligheder, så den enkelte spiller er tryg og glad for at deltage. 

I skal som forældre være medansvarlige for at skabe en fælles miljø, hvor en vinder/taber situation aldrig er målet med at melde sig ind i en fodboldklub. Gode aktiviteter og dermed oplevelser skabes kun, hvis vi selv holder af eller bakker op omkring, at barnet får det maksimale ud af legen med ”den lille runde” – verdens bedste legetøj. 

Som forældre skal du være opmærksom på at Jyllinge FC er en lille fodboldklub, hvis eksistensgrundlag er 100% baseret på frivilligt og ulønnet arbejde. 

Derfor er du meget velkommen til at tilbyde din hjælp i klubben. Træneren har nok at gøre med at planlægge og gennemføre træninger og kampe. Så tag gerne initiativer på egen hånd. Som forældregruppe skal I være sammen mange mange gange over de næste mange år. Så få det bedste ud af det. 

Uden aktive engagerede forældre – ingen fodboldklub ! 

Nedenstående er bare en kort-liste over de muligheder du har som forældre for at bidrage positivt til dit barns fritidsaktivitet; 

  • Træner &/eller Holdleder 
  • Administrativ kontaktperson 
  • Chauffør til kampe 
  • Frugtbringer, Kagebager, Tøjvasker, Kaffebrygger, (Også til modstanderholdet) 
  • Et par timer i cafeteriet i klubhuset 
  • Kampleder 
  • Bestyrelses/udvalgsarbejde 
  • Stævneudvalg (2 gange årligt)


Husk at jo flere vi er om at løfte byrden – jo mindre skal vi hver især bære. Og jo flere hoveder jo bedre. Vi har muligheden og lokalmiljøet for at skabe en fantastisk fodboldklub. Det kan bare ikke gøres uden forældre opbakning og hjælp. 
Et godt initiativ blandt forældrene vil være et udvalg som kan forestå koordineringen af forskellige sociale arrangementer som sommer- og vinterafslutning samt ovenstående. 

Jyllinge er som bekendt en by med en nærmest eksplosiv befolkningstilvækst og dette smitter naturligvis og glædeligt også af på Jyllinge FC. Derfor kan vi i klubben sagtens bruge frivillige hænder til nogle enkeltsående konkrete opgaver i løbet af et år. 
Et aktivitetsudvalg er under opbygning, og ønsker du at høre nærmere er du velkommen til at kontakte klubbens bestyrelse. 

Som forældre til en spiller i Jyllinge FC er der ting som det er vigtigt at være opmærksom på. 

Fodbold er en konkurrence, hvor det gælder om at score flere mål end modstanderen. Det er spillets karakter. Dette faktum er vi meget bevidste om i Jyllinge FC. Dog vil jagten på resultater aldrig ske på bekostning af jagten på konstant udvikling, på alle måder for alle spillere. 

Vi siger: Udvikling for enhver pris 

Det er ikke forældrenes opgave at dirrigere spillere på banen. Hverken frem eller tilbage, til højre eller venstre. I Jyllinge FC vil vi gerne opdrage spillerne til selvstændigt at løse kampopgaver og læse spilsituationer. Det gøres igennem egne erfaringer, fejl og succesfulde aktioner. Ikke ved at træner og forældre ”trækker spillerne rundt på banen”. 

Dette er et princip som allerede fra pode afdelingen trænes og som skal bruges i kamp-situationer. Det er nødvendigt for at bevare den varige fodboldglæde at forældre på sidelinien ikke stresser spillerne. 

Til hjælp til at forstå en del af forældrerollen har DBU udarbejdet ”de 10 forældrebud”. 

DBU’s 10 forældrebud

  1. Mød op til træning og kamp – dit barn ønsker det.
  2. Giv opmuntring til ALLE spillere under kampen. 
  3. Giv opmuntring i både med- og modgang. Giv ikke uberettiget kritik, men positiv og vejledende kritik. 
  4. Respekter trænernes brug af spillere. Forsøg ikke at påvirke ham/hende under kampen. 
  5. Se på dommeren som vejleder. Kritiser ikke hans/hendes afgørelser. 
  6. Giv opfordringer til dit barn om at deltage – pres ikke. 
  7. Spørg om kampen var spændende og sjov – ikke kun om resultatet. 
  8. Sørg for rigtigt og fornuftigt udstyr. Overdriv ikke. 
  9. Vis respekt for arbejdet i klubben. Bak op om initiativer til årlige forældremøder, hvor I kan afklare ambitioner og holdninger.
  10. Tænk på at dit barn spiller fodbold – ikke dig.

Efter en kamp spørg eksempelvis 
• Var det sjovt ? 
• Lavede du nogle gode finter, spilninger ? 
• Lavede de andre på holdet noget sejt ? 
• Skete der noget sjovt ? 

Vent med resultatet til allersidst – for Ja det er jo interessant for alle. Det skal bare ikke overskygge glæden. 

Herudover er det vigtigt at du som forældre ikke blander dig i trænerens dispositioner. Hverken til træning eller kamp. Er der ting du ikke forstår så kontakt træneren med en kort besked om dit spørgsmål. Herefter kan I aftale at tale sammen på et senere tidspunkt under 4 øjne. Her har træneren så mulighed for at forberede sig og bliver ikke ”taget med bukserne nede”. 

Men vær altid loyal overfor træner og klub og tal ikke negativt herom til børnene. Børnene bliver forvirrede over negativ tale imellem 2 voksne autoriteter de respekterer og beundrer. 

Som engageret forældre er det altid dejligt at se sit barn spille fodbold og ungerne elsker at vise mor og far hvad de kan. De er mindre begejstrede for ”landskampsstemningen”. Også selvom den er positiv og ikke mindst velmenende. 

Kommenter aldrig på boldholderen. De har nok at gøre med at styre bolden. 

I Jyllinge FC er vi stolte af at kunne sige at vi er med helt fremme i dansk fodbold – når det vel og mærke gælder børnefodbold. Vores politiker og trænings principper og metoder hører til blandt de allermest moderne. 

Med det nyetablerede børneområde ”Poppelbanen” har vi markeret indgangen til en ny tid inden for dansk børnefodbold. Dette anlæg er eet af de første (hvis ikke det første?) af sin art i Danmark. 

Mere detaljeret information kan findes i ”Jyllinge FC børndfodbold politik” eller ved henvendelse til klubbens bestyrelse. 

SPECIELT TIL MOR 

”Der er så meget kvinder ikke forstår” ……….-siger folk med ”forstand”på fodbold. 

Det er meget muligt! Men når det drejer sig om børnefodbold er det stik modsat. Så er der en masse kvinder forstår. Her er det ikke nødvendigt at kunne off-side reglen, at forstå principperne i en 4-4-2 med sideforskydning og zoneopdækning, eller sikre at spillerne ”står godt på banen” i en kontrolleret offensiv. Du behøver ikke tænke i standardsituationer eller overlap. 

Når vi taler børnefodbold er det vigtigste at have forstand på børn ! 

Selvom du ikke har forstand på fodbold kan du sagtens hjælpe aktivt til med øvelser til træningen eller sågar tage din tørn som træner. Jyllinge FC vil gennem uddannelse, dialog og inspiration sikre dig de bedst muligt forhold på træningsbanen. For de mindste er empati mindst ligeså vigtig som fodbold-”forstand”. 

Så fat træningstøjet – poderne venter….. 

Rigtig god fornøjelse i Jyllinge FC

Luk